Ønsker du et godt arbejdsliv?
– med tryghed, tillid og fællesskab?
Supervision er en processtyret og fordybende dialog, der skaber refleksion hos supervisanden over sin professionelle praksis. Derfor fungerer supervision også som en faglig metode til kompetenceudvikling og som hjælp til at komme videre i en fastlåst situation ved at skabe klarhed og overblik. Det handler altså ikke kun om sagen, men også om de følelser, oplevelser og belastninger, som bliver vakt i fagpersonen i arbejdet med andre mennesker.
Det anerkendende rum
Hele platformen, som dette arbejdes succes hviler på, er i min optik, at det skal lykkes for supervisor i samarbejde med gruppen, at skabe et anerkendende rum, hvor tryghed og tillid kan vokse og gro. Denne platform er uhyre vigtig, idet forståelsen af de såkaldt non-specifikke faktorers (Supervisandens positive opfattelse og engagement, supervisors varme og empati, samt parternes gensidige sympati og enighed om mål og midler i supervisionen) betydning for udbyttet af supervisionen, har tydeliggjort, at der i supervision også må arbejdes med kontaktevne, proces- og samspilsforståelse – det der kan sammenfattes som relationskompetence.
Supervision i gruppe
Når jeg laver individuel supervision i gruppe (gruppesupervision) kommer den enkelte fagpersons tvivl, usikkerhed og fastlåsthed frem. Når denne afprivatisering sker i et trygt og tillidsfuldt rum, bliver undren og refleksion til en naturlig del af det professionelle arbejde. Gruppen bliver således vidner til hinandens faglige overvejelser, udfordringer og succeser og beriger med støtte og udfordrende tanker. Hele gruppens samlede kompetencer kommer herved til anvendelse. Disse fælles læreprocesser, hvor kolleger bliver inddraget og ansvarliggjort fremmer muligheden for at supervisionens læringer bliver koblet til praksis og ført ud i livet.
Når gruppen har fælles refleksion i supervision, fører det ofte til, at man også uden for supervisions-rummet bliver bedre til at hjælpe hinanden og reflektere sammen. Gennem dette oplever man yderligere faglig udvikling samt styrket tillid og samarbejde i kollegagruppen.
Supervision er for mig en hensigtsmæssig metode til at varetage nogle vigtige opgaver:
• skabe tid og rum til eftertanke – at forstå, hvad der skete
• overveje alternativer – hvad kunne jeg have gjort
• få perspektiv og planlægge – hvad gør jeg fremover
• få indsigt i og bearbejdning af egne reaktioner og mønstre – hvad gør det ved mig, hvorfor reagerer jeg som jeg gør
• opnå indsigt og indlevelse i andre – træne sin empati
• øge relationskompetencen – dvs. evnerne til at skabe udviklende relationer
• udvikle nye faglige kompetencer og styrke de eksisterende
• opnå forståelse for egne muligheder og begrænsninger
Har du lyst til at vide mere om, hvad jeg kan tilbyde dig og din arbejdsplads, så kontakt mig gerne…