Det kunne der skrives og siges mange ord om, men det mest interessante er vel egentlig snarere, om det hjælper, om det virker, og hvis ja: Hvad er det egentlig der sker, når det virker? Med fare for at komme til at lyde langhåret, er svaret:
Der er kun én ting, som helbreder, og det er kærlighed.
Kærlighed er et stort ord og virker nærmest religiøst, men kærlighed er mange ting. Det er opmærksomhed, nærvær, at være ægte, at være autentisk og ærlig. Jeg kalder det kontakt mellem to sjæle. Når det sker, så ved du det. To mennesker mødes som regel kun med noget, der ligner (og måske er) sjælekontakt, når de er forelskede, men det kan altså også ske i et terapeutisk møde.
Kærlighedsmøde
Når vi oplever et ”kærlighedsmøde” er vi ikke i tvivl. Slet ikke! Bagefter forstår vi ikke, hvad der er sket, men vi ved – dybt inde i sjælen – at der er sket noget afgørende og betydningsfuldt. Vi skal ikke forstå det, men give os lov til at ”være” i det.
Der sker ikke kun noget ved sådanne hændelser, men dybest set handler helbredelse om kærlighed.
Kærlighed til sig selv
Kærlighed til den anden
At vi oplever os set på med kærlige, anerkendende og tilgivende øjne.
Smeltet sammen handler det i praksis om lære ”at være sig selv sammen”. At erfare, at når vi oplever et ”vi”, er der plads til både et ”du” og ”jeg”. Ikke et enten-eller, men et både-og.
Terapirummet som drivhus
Jeg ser terapirummet som et drivhus. Et sted, hvor nye og energigivende færdigheder kan få optimale betingelser for at spire og gro, indtil de er stærke nok til at møde verden udenfor.
I drivhuset kan man træne sig i, at blive bedre til at være sammen med et andet menneske. I drivhuset er der tryghed og tillid. Her øver vi os og lærer at rumme sine egne lidelser, sin egen historie, sin egen skæbne. Jo bedre, man kan rumme sin egen, desto bedre kan man rumme andres.
Psykoterapi er drivhuset, hvori nye færdigheder spirer og vokser frem i trygge og varme omgivelser.
