Familierådgivning kan måske hjælpe dig og din familie? Her er en familie i familierådgivning hos mig, som har store konflikter omkring spisetiderne. Det er utilfredsstillende for alle – også børnene giver udtryk for dette.
Alle mennesker – børn såvel som voksne – har svært ved at omstille sig fra lystbetonede (sjove!) aktiviteter til kravbetonede (kedelige?) aktiviteter.
Vi voksne har øvet hele livet på at kunne ”tage os sammen”. Øvet os i at rejse os fra kaffekoppen og få stuen ryddet og støvsuget. Det er ikke bare noget vi kan, men det glemmer vi tit, når vi forlanger det samme af børnene. Vi forventer nemlig, at de bare slipper legetøjet eller Ipad’en og går i gang med lektierne.
Konflikter ved måltidet kan forebygges igennem familierådgivning
I en familierådgivning jeg havde forleden, var forældrene til 3 børn i alderen 4-9 år meget frustrerede over, at aftensmåltidet oftest endte i skrig og skrål. Det var overhovedet ikke hyggeligt at være sammen om måltidet. Noget som stod højt på forældrenes ønskeliste! Da jeg får undersøgt de nærmere omstændigheder omkring måltidet, viser det sig, at børnene ser tegnefilm lige indtil de skal spise. Når børn bliver optaget af sådanne ”spændende” aktiviteter er de oftest i høj-arousal – dvs at de er oppe i højt gear. Så når forældrene afbryder og straks forlanger, at de skal sidde stille, tale roligt, spise pænt – så går det galt. I situationen er det et for stort krav at stille til børnene og de reagerer herpå med konflikt. Forældrene reagerer herpå med vrede, irritation og irettesættelser og dette forstærker selvfølgelig konfliktniveauet.
Den enkle løsning på dette problem er:
Læg en ”mellem-aktivitet” ind fx 5 min fælles højtlæsning, hvor der kommer ro på børnene, imens den anden forælder sætter maden på bordet og gør klar til aftensmad.
Det virksomme her er, at fx højtlæsning virker beroligende og børnene forberedes herved på en ny (ikke så lystbetonet) aktivitet. (Bemærk at der sikkert igen er stor forskel i børnenes reaktion på, om der serveres pandekager eller rugbrød til aftensmad).
Da familien kommer 3 uger efter fortæller de begejstret, at spisesituationen er som forvandlet og nu er konflikterne ved spisebordet nærmest forsvundet. De er overraskede, glade og har efterfølgende fået børnene til at hjælpe med at skære grøntsager og dække bord – i god stemning. Små ting kan give store ændringer!
Prøv at lægge disse arousalregulerende ”overgange” ind mellem lyst- og kravbetonede aktiviteter og se hvad der sker.
Læs mere om emnet forældre og børn her:
Leave a Reply