Lars J. Sørensen skriver i sin nye bog “Sjælens længsel” så smukt og frisættende for os forældre, at “hvis forældre finder ud af at være lykkelige i samspillet med deres børn, så er alle lykkelige, for mennesker – voksne som børn – er tilknytningsvæsner.”
Personligt bliver jeg rigtig glad for at læse ovenstående. Jeg tror alle forældre kender til, at ville gøre det bedste for deres børn. Men oftest har vi sjældent begreb om, hvor vores samvær med børnene fører dem hen i deres liv. Vi tror og håber på, at vi giver dem det bedste med, men kan ikke vide det med sikkerhed.
Lars sørensen åbner op for, at alle styrker har en modsvarende svaghed, og det afliver jo tanken om, at vi kan give vores børn det perfekte afsæt for livet.
“Som i folkeeventyrene skal helten igennem mange prøvelse på sin rejse. Igen og igen beskriver eventyret, hvordan helten opdager, at hans styrke var hans svaghed, og hans svaghed var hans styrke, før han endelig kan sprænge rammerne fra barndommen og vinde prinsessen og det halve kongerige” (Lars J. Sørensen)
Men hvad skal vi så gøre som forældre?
Vi er kommet langt, hvis vi kan give dem kærligheden til sig selv og til dem, der har hjulpet dem. Kan vi se os selv i situationer, hvor vi mærker lykken sammen med familien? Så er vi på rette vej! Her mærker børnene også lykken i sig. Vi skal finde kærligheden til os selv – blive glade for at være den jeg er og gøre det, jeg er god til. Være overbærende overfor sig selv, når jeg synes jeg fejler og ikke slår til. Så er vi allerede godt på vej til at bygge det solide fundament, hvorpå børnene skal leve deres liv.
Leave a Reply