Jeg vil gerne dele en fantastisk oplevelse fra en samtale med en teenagepige, som jeg netop har haft.
Det kan være rigtig svært at finde ord for sanse- og følelsesmæssige oplevelser, men jeg prøver alligevel.
Hun er en pige, der utallige gange er blevet svigtet af de vigtigste voksne i sit liv. Hun har på den hårde måde har lært, at det kan være forbundet med stor smerte, når voksne svigter den tillid, hun har vist dem. Den mistillid, som hun nu møder verden med, tjener et godt formål. Nemlig at passe godt på hendes sårbare indre. Den viser sig ved, at hendes ”radar” fanger ALLE små negative vibrationer i relationerne. Disse fornemmelser resulterer oftest i voldsom aggressiv og afvisende adfærd, som skubber folk langt væk fra hende. Samtidig fornemmer jeg en lille pige, der hungrer efter kærlighed. Hungrer efter at føle sig elsket og forbundet med et andet menneske. Hungrer efter at føle sig værdifuld, bare som den hun er, uden at skulle være “rigtig”.
Paradokset er, at hendes beskyttelsesmekaniske faktisk forhindrer mennesker i at komme hende så nær, at de kan få lov til at fylde kærlighed i hendes lille, tomme beholder. Derfor bliver den både hendes bedste ven og værste modstander i hendes længsel efter at føle sig elsket og holdt af.
Hvor gør det dog ondt at se et ungt menneske lide så meget og kæmpe så hårdt for det liv, som for mange andre mennesker er en selvfølgelighed.
At være sammen med hende og komme tæt på, kan bedst beskrives som at gå på en knivsæg, for som en anden linedanser langsomt at bevæge sig gradvist tættere og tættere på.
At forblive i kontakten
Forleden lykkedes det os i fællesskab at forblive i kontakt med hinanden i 40 minutter! Da jeg fornemmer, at hun virker træt, runder jeg langsomt samtalen af og vi kommer op til overfladen sammen. Her er det så, at jeg for første gang observerer, at hun trækker tæppet rundt om sig, tager en pude foran maven. Hun ligesom gemmer sig væk ved samtidig at trække sig fra øjenkontakten. Min fornemmelse er, at hun lige nu føler sig voldsomt sårbar og ”nøgen” og prøver at beskytte sig bag tykke lag. Jeg italesætter, hvad jeg ser og fornemmer, og via indlevelse at give hende følgeskab i den meget sårbare og uvante situation. Imens jeg taler ser hun på mig og så begynder tårerne at strømme, samtidig med at hendes krop smiler.
Overskridende forandring gennem samtale
Lige dér, var jeg så heldig at få lov til at dele en følelsesmæssig overskridende forandring, som jeg er sikker på ændrer hendes nervesystem. Denne ændring vil forhåbentligt (sammen med andre som disse) gradvist udgøre en grundlæggende nervemæssig forandring, så hun med tiden finder modet til at åbne sig overfor andre og lade dem komme tættere på, så de også kan få lov til at se og opleve, hvor fantastisk et menneske, der gemmer sig bag hendes vrede og aggressive forsvar.
Tak!!
Leave a Reply